Referat og fotos

"Fest- og Aktivitetsdag" 2022


Herreklubben var indbudt til "Fest- og Aktivitetsdag" lørdag den 3. september kl. 07:31. Medlemmer troppede op i små grupper hos Jens Aage på Bakkegårdvej 33 i Janderup. Traditionen tro bød dagen på godt vejr og de lige så traditionelle kolde morgen-øl. Efter lidt pres fra medlemmerne blev der også serveret shots.


Alle mand stærk var mødt op rettidigt, hvilket betød at flg. var deltagere i 2022-udgaven af Herreklubbens traditionsrige festdag: Præsident Hr. Niels Peter Staun Nielsen, Vicepræsident Hr. Jens Aage Knudsen, Kasserer Hr. Preben Pedersen, Hr. Eigil Kristensen, Hr. Finn Skovgaard Nielsen, Hr. Jens Uhd, Hr. Jesper Kjeldsen, Hr. John Hansen, Hr. John Uhd, Hr. Martin Staun Nielsen, Hr. Morten Kristensen og Hr. Søren Staun Nielsen.


Det skal nævnes, at Herreklubbens ikoniske trækvogn stod placeret på et meget synligt sted i gårdspladsen, hvilket kun var en afledningsmanøvre, da vognen overhovedet ikke kom i brug i dette års udgave.


En gammel traver: Kanotur på Varde Å

Vi blev inviteret indenfor i Solhøjs frokoststue, hvor alle mand tog for sig at et veldækket morgenbord. Alle fik således maverne fyldt med andet end flydende fødevarer, det siger sig selv, at flere af medlemmerne måtte bruge lang tid på at fylde sin mave.


Da morgenmåltidet var vel overstået, kunne generalforsamlingen begynde (læs referat andetsteds på sitet).


Alle ved, at når først generalforsamlingen er gennemført, så svinger taxaen ind på gårdspladsen, men i år var der lidt ekstra tid til at smage på de våde varer. Da minibussen endelig rullede ind, var vi alle klar til kamp. En meget veloplagt chauffør fra Lunde Taxa fik hurtigt læsset de våde varer, skiftetøj og medlemmerne ind i bussen. Afsted gik det - ikke mod Oksbøl som flere havde gættet på - men derimod mod Varde, derfra gik det videre mod Sig, så blev der straks gættet på, at Herreklubbens medlemmer efterhånden har en alder, der berettiger til et besøg i Tambours Have.

Enkelte af de mest fantasiforladte gættede på en kanotur på Varde Å, men det kunne jo ikke passe, da Herreklubben allerede 2 gange tidligere i klubbens kun 22 årige historie har været på kanotur på Varde Å. 


Chaufføren gjorde alt for at vildlede medlemmerne, da hun kørte flere omveje, men efter en enkelt bump blev endestationen Karlsgårdeværket - og altså dermed Varde Å. Kort tid efter ankomsten trillede en bil med 6 kanoer på slæb ind til værket.


Medlemmerne havde ved morgenmønstringen fået et nummer, som de skulle kunne fremvise resten af dagen. Numrene blev brugt til at fordele medlemmerne i kanoerne, senere har klubbens kasserer dog afsløret, at mindst en af besætningerne ikke var helt tilfældigt, da Martin "trak" Jens Aage. Dette udfald skulle kort tid efter få fatale konsekvenser. 


Fordelingen på kanoerne blev således: John H - Morten, Eigil - Jesper, Niels Peter - John U, Finn - Jens U, Søren - Preben og Jens Aage - Martin.


Her valgte den første Staun (Martin) - længe inden der kom vand under kanoerne - at sidde over, hvilket betød, at han måtte skjule sig bag i VW Touareg´en på gule plader. Senere måtte han lide den sørgelige skæbne, at de ikke havde Carlsberg i Sig Brugs.


Alle mand - undtaget Martin - var nu ombord og med raske fjed ad vandvejen på vej mod Varde. Eigil gjorde fra starten alle medlemmerne opmærksomme på, at han ikke havde skiftetøj eller sko med, derfor var det bydende nødvendigt, at kanoen med Jesper og Eigil IKKE kæntrede.


Der kom hurtigt spredning på de ivrige roere, men der blev dog tid til et stop for alle kanoer et stykke nede af åen. Her blev der skålet og humøret var højt, alle kanoer var samlet midt ude på åen. Snart blev sejladsen frigivet, og kort efter denne genstart var der tæt trafik på åen. Jesper og Eigil kom på tværs af åen, mens Niels Peter og John U kom for fulde gardiner med strømmen, en kollision var uundgåelig, men spørgsmålet var nu, om Jesper og Eigil kunne holde skuden oven vands?

Svaret var, at det kunne de ikke. En kold dukkert og en fremragende redningsaktion (af øllene) blev gennemført, og snart var de to våde mus i kanoen igen. Niels Peter og John U var forlængst forsvundet, idet de var bange for evt. hævntogter.


Jesper og Eigil indhentede senere Niels Peter og John U, men som de store mennesker de er, så blev der ikke tale om hævnagt.


Alle kanoer med mus og mænd nåede derefter sikkert i havn ved Varde Roklub.


Sandwich, pizza og hygge på bådpladsen

Konerne, Odette, Pernille og Martin stod klar på bådpladsen med kaffe til punch og Irish og sandwich. Jesper fik hurtigt tørt tøj på, mens der gik lidt længere tid inden Eigil lod sig overtale til at låne beklædningsgenstande af klubbens medlemmer.

Sandwichene blev hurtigt sat til livs, men især et enkelt medlem var stadig sulten, derfor blev der sendt bud efter 2 familiepizzaer, som sjovt nok også blev spist.


Kanoerne blev afhentet og derefter blev også klubbens medlemmer afhentet - igen af Lunde Taxa, denne gang var chaufføren dog skiftet ud med en - iflg. bestyrelsen - "yngre model".


Floorball, bad og omklædning

Vi blev nu fragtet til Aktivitetshuset i Janderup, hvor Alex stod klar med en floorball-bane, kolde øl og ikke mindst kolde vand. Tro det eller lad være men der blev drukket flere kolde vand end øl - i alt fald mens kampen blev spillet.


Medlemmerne blev inddelt i to hold - denne gang var det den anden Staun (Søren), der sad over, idet Søren ikke kunne deltage grundet dårlige knæ, slidte hofter og skæv ryg - jow-jow. Det blev dog bemærket, at han selv kunne løfte øl til munden. Søren fik tjansen som tidspasser, og han skulle fløjte til (drikke-)pause for hver fem minutter. Det viste sig hurtigt, at fem minutters intervaller er alt for lang tid for mange af klubbens medlemmer.


Hold "lige": Finn, Jesper, Morten, Niels Peter og Preben

Hold "ulige": Eigil, Jens Aage, Jens U, John H, John U, Martin


Hold "lige" vandt en sikker og velfortjent sejr, selv om John U prøvede at sætte en af deres profiler, Jesper, ud af spil ved at give ham et slag på struben.


Det skal dog også bemærkes, at hold "ulige" fik usædvanligt lidt hjælp af Jens U, da han var laaaaaangt fra i topform.


Spisning

Bo, Jens Aages ansatte, kom i traktor og hentede os, vi fik en tur ned over "Herrens mark", inden vi ad omveje landede på Solhøj.

Her blev det traditionelle klubbillede taget, i første gang uden alle medlemmer, men de fandt heldigvis vej til gårdspladsen, så de også kunne foreviges på klubbilledet.


Nu skulle en tre-retters menu indtages, men kassereren havde svært ved at kende forskel på forretten og desserten, så nogle af medlemmerne fik serveret en slags budding med jordbær, mens andre fik en lakseroulade. Fejlen blev heldigvis opdaget og rettet. Hovedretten bestod primært af oksemørbrad. Medlemmer blev hurtigt mætte og trætte.


Menuen får 5 stjerner af 6 mulige. 


Da der skulle serveres aftensmad og navnlig oprydning efter denne, så stod den tredje Staun (Niels Peter) over, idet den afgående præsident behændigt overlod denne tjans til de to øvrige bestyrelsesmedlemmer.


Medlemmerne drøssede nu hjemad - pø om pø. De første forlod selskabet omkring kl. 21:00. Søren forlod selskabet som en af de første, da han, som tidligere nævnt havde dårlige knæ, slidte hofter og skæv ryg. Heldigvis havde han en tid til scanning af kadaveret. Jesper sendte Søren godt afsted med følgende beroligende kommentar: "Du kan være glad for, at du har så gode tænder, ellers var du helt sikkert blevet skudt".  De sidste drog hjemad et par timer senere.


Tak til Bestyrelsen

Mange tak til Bestyrelsen for et godt og veltilrettelagt arrangement. Vi glæder os til lørdag den 2. september 2023.


/Referent Eigil K.


NB: Landskamp

Jeg tror, at det var første gang i Herreklubbens lange historie, at der ikke var landskamp i denne weekend. Landskampkalenderen er skubbet grundet vinter-VM i Qutar.


Bestyrelsen anno 2021-22 Niels Peter Staun Nielsen (Præsident), Jens Aage Knudsen (Vicepræsident) og Preben Pedersen (Kasserer).


lørdag den 3. september 2022